Jeg har netop bestilt en stak billige film fra AWE's netbutik, og i den forbindelse går det op for mig, at de slet ikke udgiver film på blu-ray mere!!! (med mindre de har udgivet film, som ikke står på deres egen liste over nye udgivelser, som dækker perioden februar 2017 og frem til nu).
Den seneste blu-ray er den norske LYST fra september sidste år, og før den var det en udgivelse i marts 2017! Jeg antager, at markedet nu er så dårligt, at AWE ikke mener, at det er rentabelt at udgive blu-rays (som koster mere at producere end DVD'er), og man holder sig derfor udelukkende til DVD samtidig med, at man sælger film via VOD.
Jeg kan godt se logikken, men jeg tror sgu, det er en dårlig idé. Folk, der gerne vil holde fast i de fysiske udgivelser, vil for størstedelens vedkommende velsagtens hellere købe det bedre blu-ray-format fremfor DVD. Og hvis de kun kan få DVD fra AWE, vil de sikkert hellere bestille hjem fra udlandet. Jeg sad og kiggede på AWE's udgivelse af DON'T KILL IT (underholdende horrorfilm med Dolph Lundgren), som jeg så på sidste års Blodig Weekend-festival, og som jeg overvejer at købe hjem. I Sverige har Studio S udsendt DON'T KILL IT både på blu-ray og DVD, men i Danmark holder AWE sig udelukkende til DVD-udgaven.