Og ja, den er ekstrem og på sin vis på en langt mere modbydelig og sadistisk måde end de tidligere film som Inside og Frontie(r). Plottet starter som en monsterfilm, hvor to kvinder på flugt fra et grotesk maltrakteret væsen flygter ind i et hus for at dræbe hele familien, men bevæger sig over i nogle meget ydmygende torturscener uden at jeg vil sige for meget.
Som Cahiers de Cinema skrev, så er den nærmest to film i een. En stramt fortalt modbydelig goremovie og så en underlig pseudofilisofisk Gaspar Noe-wannabe.
Men er den god? Nej ikke noget særligt, efter min mening (dog bestemt heller ikke ringe). Den er alt for forhippet på at bryde grænser med dens barnlige og påtagede nihilistiske statements og så er stilen alt for aggresiv og larmende efter min smag.
Men man må sgu næsten have respekt for den måde det er lykkes af skabe den aura af mystik omkring filmen, med alle dens historier om folk som måtte køres væk i ambulance under screenings. Viva William Castle
