[TCM]

Ang. Sleazehound-anmeldelser... Er jeg den eneste, som ikke syntes at Nick Palumbos splattede exploitation "Murder Set Pieces" var det argeste lort?

http://www.sleazehound.dk/film/anmeldel ... pieces.php

http://uncut.dk/show_review.php?review_id=1704

http://www.dvd-venner.dk/anmelderguide/ ... d_id=14532

[Gynther Meyer]

Har ikke set den, men det vil jeg da gøre nu.

[TCM]

Har ikke set den, men det vil jeg da gøre nu.

Det skal du gøre. Jeg følte mig ganske fint "underholdt" - herlig stemning og nostalgi-trip...

[Skøtt]

Ud over at manuskriptet er usympatisk og amoralsk, så er det også bare generelt utrolig ringe.

Hvad er der nu galt med at et manus er usympatisk og amoralsk?

Jeg har selv ofte lurret på flere af de der nye splatterfilm, men får dem sjældent set. Har især lagt mærke til at der står ufatteligt mange nye hitchhiker-film rundt omkring. Den her lyder lidt som en af de film der bør ses - så håber jeg bare den er bedre end Saw 3, som slet ikke var amoralsk NOK, ovenpå alle de nypuritanske hug den fik med på vejen...

[TCM]

Hvad er der nu galt med at et manus er usympatisk og amoralsk?

Jeg har selv ofte lurret på flere af de der nye splatterfilm, men får dem sjældent set. Har især lagt mærke til at der står ufatteligt mange nye hitchhiker-film rundt omkring. Den her lyder lidt som en af de film der bør ses - så håber jeg bare den er bedre end Saw 3, som slet ikke var amoralsk NOK, ovenpå alle de nypuritanske hug den fik med på vejen...

Præcis
- Well, "Murder Set Pieces" er nu af mere old school-art, end lige toppen-af-poppen-saw-filmene... Og går hele vejen, næsten da.

Gennemgående for anmeldelserne er, ud over bl.a. en hån af instruktørens kunnen, blot for mig at se afstandtagen til disse grusomheder - og altså blot en konstatering af at, "dette er ikke noget for mig, men kun voldspsykopater" - well, der er flere detaljer i anmeldelserne, som for mig at se er lidt uldne i kanten... anyways - smid du blot denne i afspilleren...

[gorzelak]

Men det er da en spændende diskussion, TCM. Jeg har ikke selv set "Murder Set Pieces", vil jeg sige med det samme. Kunne man prøve at vende den negative afstandtagen - som er moralsk begrundet - om til noget positivt? Med andre ord, hvad er det, man skal se i en film som "Murder Set Pieces" - hvad er dens kvaliteter? Eller, Skøtt: Hvad er der godt ved, at et manuskript er usympatisk og amoralsk?

[TCM]

Men det er da en spændende diskussion, TCM. Jeg har ikke selv set "Murder Set Pieces", vil jeg sige med det samme. Kunne man prøve at vende den negative afstandtagen - som er moralsk begrundet - om til noget positivt? Med andre ord, hvad er det, man skal se i en film som "Murder Set Pieces" - hvad er dens kvaliteter? Eller, Skøtt: Hvad er der godt ved, at et manuskript er usympatisk og amoralsk?

Bestemt
Det syntes af og til, at etik og god skik bruges som bolværk mod lettere perverterede film, som fx MSP, eller de mere poppede Saw og Hostel-film, som i dagspressen jo "næsten" ikke får et ben til jorden. Genren bliver simpelthen afskrevet med argumentationen om at det er ondt, forkasteligt og voldforherligende. Well, med de rette briller, eller forkerte, bliver film, litteratur, politik bla bla bla - jo ofte misforstået. MSP, ingen undtagelse.
Den bliver så at sige "set med forkerte øje" - og desværre også bedømt herefter... well, dette er jo det sidste sted at pointere at smag og behag er forskellig. Men af afsige sig perverterede film, blot fordi de er perverterede er fjollet. Jeg mener bestemt MSP har kvaliteter, men bestemt ikke er fejlfri. Den har ond stemning, og et konstant lurende perverst udtryk, som for mig at se er en kvalitet.
At den emmer af ondskab og perverse optrin - muligvis blot for at støde og vise splat, fint - endnu en kvalitet.
Og som anmeldere skriver, så findes der bedre film, som beskriver en massemorder, ingen tvivl - se blot "Henry" eller "Peeping Tom". Film, hvor det jo er helt andre kvaliteter, der gør sig gældende, end "MSP"'s kvaliteter. Her er det bl.a. et yderst grafisk eksplicit udtryk, som er med til at beskrive temaet, følelser, perversitet osv.

- Well, 'nof said - hvis noget af det giver mening, fint - og en diskussion om nypuritanisme bydes velkemmen

[TCM]

Eller, Skøtt: Hvad er der godt ved, at et manuskript er usympatisk og amoralsk?

Og apro pos ovenstående: så kan en films kvalitet, eller berettigelse blot være at vise noget usampatisk og amoralsk - altså uden filter, afstandtagen eller stillingtagen til om begivenhederne i filmen er rigtige, forkerte eller velbegrundede. En film kan jo godt fungere, blot som stemningsbillede, ren eksplicitet - uden begrundelse for bevæggrunde eller andet. Ren og skær observation - så at sige...(ikke at dette er tilfældet med MSP)
- fx så synes den noget klodsede moraliseren/konklusion i slutningen af Kannbalmassakren jo lettere ude af trip med filmens ellers fine fortælling, hvor beskueren selv må finde sit moralske ståsted. Der er jo ikke nødvendigvis nogen grund til at fordumme publikum med konkrete svar...

[gorzelak]

Spændende indlæg! Jeg vil lige gå i tænkeboksen og prøve at skrive et eller andet i aften. Jeg tror ikke, jeg selv er ganske afklaret mht., hvad jeg mener om emnet.

[Skøtt]

Et stykke hurtig perspektiv fra min side:

Film der viser vold som noget grusomt og vederstyggeligt, tager i højere grad stilling til selve voldens væsen, end en film hvori en eller anden goodguy pløjer mænd i sorte dragter ned med et smil på læben og en lækker dame under armen. Hvis man skal tale om voldsforherligende film, er det da netop der hvor volden bliver sjov og hyggelig, og det at gå med gun bliver et statussymbol.
Det er der bare ikke nogle anmeldere der har opdaget, da deres refleksion over det der sker i filmen, tilsyneladende er begrænset til selve filmens verden, som de uden problemer overfører til den virkelige verden. Hvis de virkeligt var interesseret i de samfundsmæssige moralske tendenser, ville de nok have lurret denne omvendte disposition.

Jeg kan bedst lide film der vækker sindet på en eller anden måde. Film der skal fordøjes, og som piller med grænserne for mediet, rammer langt dybere end en film der er skåret som alle andre. Måske er det derfor jeg bedst kan lide at se film fra andre perioder end nutidens. Det er sjovt at se, hvorledes gårsdagens moral bliver forskruet af i dags sociale og politiske dagsorden - kvindesyn, politik, religion, og de generelle ikoner i filmmediet ændrer sig konstant ifht. den virkelige verden - som en slags paralel, surrealistisk virkelighed.

Selve mordet på film, synes jeg er interessant, da det på sin vis er en forudsætning for overhovedet at lave film. Det er meget få film der ikke drejer sig omkring mord - enten i form af den eksplicitte fysiske eksekvering af det, eller de følelsesmæssige konsekvenser (fx tab, faren for at miste, etc). Derfor sætter jeg særligt pris på film der indgående handler om voldshandlinger, da det i mine øjne er et form for fokus på selve filmens indre mekanik, fremfor på kedelig karakterkonstruktion. Film er billeder, og intet er mere levende i billeder end et veludført mord.

Nå, det var så en omgang usammenhængende rambling. Tag det for hvad det er. Jeg har stadig ikke fået set filmen, og den står ikke øverst på listen...

[TCM]

Nå, det var så en omgang usammenhængende rambling. Tag det for hvad det er. Jeg har stadig ikke fået set filmen, og den står ikke øverst på listen...

Hørt hørt...

[gorzelak]

Well, det blev ikke så meget, jeg fik tænkt, men her er lidt spontan og muligvis ikke voldsomt velsammenhængende feedback på dine indlæg, TCM.

Jeg synes, diskussionen er enormt interessant – bl.a. fordi jeg ikke kan finde ud af den. Altså hvad jeg mener. Jeg synes, på den ene side, at du har helt ret i dine betragtninger om, at dagspressens behandling af ”Saw III” var fuldstændig ude i hampen. Den nypuritanske tendens, man kan konstatere her såvel som i andre kulturelle sammenhænge, er dybt bekymrende. Jeg har stadig ikke fået set filmen, men det er heller ikke nødvendigt for at gennemskue, at man er uenig i kritikken og i dens bagvedliggende principper.

I Johannes Christensens tilfælde mener jeg, at din ”forkerte øje”-sætning er ret passende, idet enhver på forhånd vil kunne gennemskue, hvad JC (bemærk initialerne) mener om en hvilken som helst splatterfilm. Man kan sige: uanset hvilke nuancer, der måtte være filmene imellem, herunder også moralske, vil de gå hen over hovedet på JC. Han er ikke disponeret for at se kvaliteterne i filmene, selv hvis der måtte være nogen. Og jeg tilstår, at jeg faktisk ofte benytter JC som en slags omvendt anmelderguide – man er næsten nød til at se filmen, hvis han har disset den.

Alligevel ved jeg ikke rigtigt, om jeg vil gå så langt som til at sige, at moral – ens egen personlige moral – ikke alligevel altid i en eller anden forstand er styrende for, hvilke film man formår at finde nydelse i. Moral er selvsagt ikke noget fast, men foranderligt – bl.a. kan filmene jo være med til at ændre den. Men hvis man spørger sig selv, hvorfor finder jeg den og den film god – eller mindst lige så interessant: hvorfor finder jeg en given film dårlig – forekommer det mig, at man i sidste ende meget ofte falder tilbage på en slags subjektiv moral.

Du nævner, at MSP ”emmer af ondskab og perverse optrin - muligvis blot for at støde og vise splat, fint - endnu en kvalitet”. Jeg kan også selv nævne masser af film, der vrimler med perverse optrin, og som jeg holder meget af – men for mig er det at støde og provokere ikke i sig selv en kvalitet, hvis ikke det er hængt op på noget større. Eller hvordan man nu skal formulere det. Film, der alene er lagt an for at provokere, uden uddybning af hvorfor provokationen er nødvendig, eller hvis underliggende morale jeg ikke kan integrere i mit personlige system, kan jeg ikke bruge til noget. Jeg anerkender – modsat JC – at andre muligvis vil kunne gøre det, men jeg kan ikke selv.

Et par eksempler: En film, jeg holder meget af, er Ken Russells ”The Lair of the White Worm”. Jeg holder af den netop på grund af dens onde stemning – altså det finurlige blink i øjet, der signalerer, at Russell dybest set holder med the bad guys. Men i Russells film er det netop en pointe, at god-ond-dialektikken måske ikke er så enkel endda, som vi er vant til at tænke den. Det samme gør sig gældende i ”Exorcist III”, en anden af mine favoritfilm.

Ingen af disse film er moraliserende, men de indeholder en morale – og den, moralen, udgør en tyngende grund til, at jeg holder af dem. I ”White Worm”s tilfælde vedrører moralen seksualitet, i ”Exorcist III”s tilfælde vedrører den, bl.a., ligegyldigheden som den helt store dræber i tilværelsen. Fornemmelsen af ondskab er altså berettiget, fordi den er nødvendig til at sætte spørgsmålstegn ved udbredte værdinormer. På den måde kunne jeg nævne mange ”subversive” filmkunstnere, jeg holder af – ikke mindst Hitchcock. Hitchcock er i det hele taget central i forhold til diskussionen, fordi han repræsenterer en alternativ vej i forhold til de to yderpoler ”ren moralfilm” og ”ren provokationsfilm”.

Bemærkningerne om ”observations-film” er (også) interessante. Igen ved jeg ikke rigtigt, om jeg er enig. Når vi taler om den rene ”observations-film”, tænker jeg, er vi ovre i kunstgenren, i al fald kan jeg ikke umiddelbart komme i tanke om nogen fiktionfilm, der lever op til betegnelsen. Og spørgsmålet om kunst og moral er (måske) et lidt andet. Men en fiktionsfilm indebærer altid, som minimum, et valg fra de ansvarliges (for at bruge et lidt unødvendigt tungt udtryk) side, at de vil vise publikum noget. Man kan (måske) vise noget uden at tage eksplicit stilling til, om det er moralsk forkasteligt, men selve valget af, at man vil vise det, er altid moralsk. Det er netop ikke hvad som helst, man vil vise, men noget bestemt og i en bestemt hensigt. Hiver man et foto af et eller andet ubeskriveligt grænseoverskridende frem under et cocktail party, er handlingen så moralsk? Jeg ville svare ubetinget ja. Fordi den implicitte idé er, at man vil overskride grænser, og moralen at disse grænser bør overskrides.

Anyways, blot et lille indspark til videreførelse af diskussionen, hvis nogen føler for det. Tak, også, til Skøtt for det tænksomme indlæg. Især det med voldsforherligelse i forskellige typer film er interessant – mere herom senere.

[TCM]

I Johannes Christensens tilfælde mener jeg, at din ”forkerte øje”-sætning er ret passende, idet enhver på forhånd vil kunne gennemskue, hvad JC (bemærk initialerne) mener om en hvilken som helst splatterfilm. Man kan sige: uanset hvilke nuancer, der måtte være filmene imellem, herunder også moralske, vil de gå hen over hovedet på JC. Han er ikke disponeret for at se kvaliteterne i filmene, selv hvis der måtte være nogen. Og jeg tilstår, at jeg faktisk ofte benytter JC som en slags omvendt anmelderguide – man er næsten nød til at se filmen, hvis han har disset den.

Ja, anmeldelser som hans, er blot (ironisk nok) med til at højne seertallet

Alligevel ved jeg ikke rigtigt, om jeg vil gå så langt som til at sige, at moral – ens egen personlige moral – ikke alligevel altid i en eller anden forstand er styrende for, hvilke film man formår at finde nydelse i. Moral er selvsagt ikke noget fast, men foranderligt – bl.a. kan filmene jo være med til at ændre den. Men hvis man spørger sig selv, hvorfor finder jeg den og den film god – eller mindst lige så interessant: hvorfor finder jeg en given film dårlig – forekommer det mig, at man i sidste ende meget ofte falder tilbage på en slags subjektiv moral.

- Selvfølgelig vil en mening altid i sidste ende falde tilbage på afsenderen. Og spørgsmålet omkring objektivitet i anmeldelser er endnu en ulden størrelse. Men altså, moral og empati er et (for det meste) alment menneskeligt træk, som også er at finde hos folk (mig med mange andre), som nyder voldsfilm. Men at bruge moral, som et skjold mod disse film, er for mig at se, uanset subjektive meninger helt ude i hampen. (og JC's anmeldelser viser vel mangel på empati, er han i virkelighden en af de psykopater han i så høj grad tager afstand fra? )

Du nævner, at MSP ”emmer af ondskab og perverse optrin - muligvis blot for at støde og vise splat, fint - endnu en kvalitet”. Jeg kan også selv nævne masser af film, der vrimler med perverse optrin, og som jeg holder meget af – men for mig er det at støde og provokere ikke i sig selv en kvalitet, hvis ikke det er hængt op på noget større. Eller hvordan man nu skal formulere det. Film, der alene er lagt an for at provokere, uden uddybning af hvorfor provokationen er nødvendig, eller hvis underliggende morale jeg ikke kan integrere i mit personlige system, kan jeg ikke bruge til noget. Jeg anerkender – modsat JC – at andre muligvis vil kunne gøre det, men jeg kan ikke selv.

Et par eksempler: En film, jeg holder meget af, er Ken Russells ”The Lair of the White Worm”. Jeg holder af den netop på grund af dens onde stemning – altså det finurlige blink i øjet, der signalerer, at Russell dybest set holder med the bad guys. Men i Russells film er det netop en pointe, at god-ond-dialektikken måske ikke er så enkel endda, som vi er vant til at tænke den. Det samme gør sig gældende i ”Exorcist III”, en anden af mine favoritfilm.

Ingen af disse film er moraliserende, men de indeholder en morale – og den, moralen, udgør en tyngende grund til, at jeg holder af dem. I ”White Worm”s tilfælde vedrører moralen seksualitet, i ”Exorcist III”s tilfælde vedrører den, bl.a., ligegyldigheden som den helt store dræber i tilværelsen. Fornemmelsen af ondskab er altså berettiget, fordi den er nødvendig til at sætte spørgsmålstegn ved udbredte værdinormer. På den måde kunne jeg nævne mange ”subversive” filmkunstnere, jeg holder af – ikke mindst Hitchcock. Hitchcock er i det hele taget central i forhold til diskussionen, fordi han repræsenterer en alternativ vej i forhold til de to yderpoler ”ren moralfilm” og ”ren provokationsfilm”.

Berettiget ondskab/vold/splat osv. tager jeg også gerne imod. Her er der, som i de to film du nævners tilfælde, en stillingtagen, reflektion tilstede hos dig. En form for intellektualisering af volden, noget jeg selv genkender. Men ved netop at interlektualisere disse følelser, er oplevelsen en helt anden, og noget kan gå tabt, som fx de rene følelser, gode som dårlige. I tilfældet "MSP", er der (næsten) tale om ren volds tour de force i følelsernes vold, og netop denne mangel på reflektion og intellektualisering (mens filmen står på) er for mig en kvalitet - altså vold for voldens skyld - følelser for følelsernes skyd. At der efterfølgende selvfølgelig opstår reflektion osv. er da naturligt, som de tænkende og film-reflekterende mennesker vi er

Bemærkningerne om ”observations-film” er (også) interessante. Igen ved jeg ikke rigtigt, om jeg er enig. Når vi taler om den rene ”observations-film”, tænker jeg, er vi ovre i kunstgenren, i al fald kan jeg ikke umiddelbart komme i tanke om nogen fiktionfilm, der lever op til betegnelsen. Og spørgsmålet om kunst og moral er (måske) et lidt andet. Men en fiktionsfilm indebærer altid, som minimum, et valg fra de ansvarliges (for at bruge et lidt unødvendigt tungt udtryk) side, at de vil vise publikum noget. Man kan (måske) vise noget uden at tage eksplicit stilling til, om det er moralsk forkasteligt, men selve valget af, at man vil vise det, er altid moralsk. Det er netop ikke hvad som helst, man vil vise, men noget bestemt og i en bestemt hensigt. Hiver man et foto af et eller andet ubeskriveligt grænseoverskridende frem under et cocktail party, er handlingen så moralsk? Jeg ville svare ubetinget ja. Fordi den implicitte idé er, at man vil overskride grænser, og moralen at disse grænser bør overskrides.

Her igen et tilfælde af, at man hverken som filmskaber eller publikum, kan frasige sig en reflektion ifh. til et givent emne, hvilket igen hænger sammen med den subjektive oplevelse - det en film, som muligvis "MSP" bl.a. kan bidrage med er rene følelser... i dette tilfælde noget perverterede, men ikke destro mindre rene, og dette er for mig at se super cool. Samme rene følelser sidder man ikke med, når fx "Henry" eller "Ondskabens Øjne" glider over skærmen - her er der i filmens storyline langt op til en vurdering af og karakterisering/begrundelse for handlingerne . Og endnu en gang bevæger vi os ind i morale og etik land...

Hmm, mere mundlort - i et forum på nettet... word up

[Gynther Meyer]

Ud over at manuskriptet er usympatisk og amoralsk, så er det også bare generelt utrolig ringe.

Hvad er der nu galt med at et manus er usympatisk og amoralsk?

Jeg har selv ofte lurret på flere af de der nye splatterfilm, men får dem sjældent set. Har især lagt mærke til at der står ufatteligt mange nye hitchhiker-film rundt omkring. Den her lyder lidt som en af de film der bør ses - så håber jeg bare den er bedre end Saw 3, som slet ikke var amoralsk NOK, ovenpå alle de nypuritanske hug den fik med på vejen...

Det sjove er at hvis disse nye "nypuritanske" anmeldere fik en stak gamle fanzines (ikke mindst de britiske) fra de glade splatterdage i slut-80'erne, start-90'erne, så ville de fa'me få kaffen i den gale hals. Hele fankulturen drejede sig om at hylde blodsudgydelserne. Jo mere splatter, vold, teaterblod, jo bedre. Læs et gammelt nummer af "In the flesh", eller "Ohh my brain hurts" eller "Visceral Fix". Glorificering af filmvold var dagens agenda. Oh man, jeg savner de tider.


Jack

[Mogens]

Nypuritaner? Moi?! Nah, I don't think so.

Men MSP fandt jeg både ækel, og ubehagelig. Hver sin smag, blot jeg ikke skal udsættes for noget af Nick Palumbo igen.