gorzelak skrev:I Johannes Christensens tilfælde mener jeg, at din ”forkerte øje”-sætning er ret passende, idet enhver på forhånd vil kunne gennemskue, hvad JC (bemærk initialerne) mener om en hvilken som helst splatterfilm. Man kan sige: uanset hvilke nuancer, der måtte være filmene imellem, herunder også moralske, vil de gå hen over hovedet på JC. Han er ikke disponeret for at se kvaliteterne i filmene, selv hvis der måtte være nogen. Og jeg tilstår, at jeg faktisk ofte benytter JC som en slags omvendt anmelderguide – man er næsten nød til at se filmen, hvis han har disset den.
Ja, anmeldelser som hans, er blot (ironisk nok) med til at højne seertallet
gorzelak skrev:Alligevel ved jeg ikke rigtigt, om jeg vil gå så langt som til at sige, at moral – ens egen personlige moral – ikke alligevel altid i en eller anden forstand er styrende for, hvilke film man formår at finde nydelse i. Moral er selvsagt ikke noget fast, men foranderligt – bl.a. kan filmene jo være med til at ændre den. Men hvis man spørger sig selv, hvorfor finder jeg den og den film god – eller mindst lige så interessant: hvorfor finder jeg en given film dårlig – forekommer det mig, at man i sidste ende meget ofte falder tilbage på en slags subjektiv moral.
- Selvfølgelig vil en mening altid i sidste ende falde tilbage på afsenderen. Og spørgsmålet omkring objektivitet i anmeldelser er endnu en ulden størrelse. Men altså, moral og empati er et (for det meste) alment menneskeligt træk, som også er at finde hos folk (mig med mange andre), som nyder voldsfilm. Men at bruge moral, som et skjold mod disse film, er for mig at se, uanset subjektive meninger helt ude i hampen. (og JC's anmeldelser viser vel mangel på empati, er han i virkelighden en af de psykopater han i så høj grad tager afstand fra?
)
gorzelak skrev:Du nævner, at MSP ”emmer af ondskab og perverse optrin - muligvis blot for at støde og vise splat, fint - endnu en kvalitet”. Jeg kan også selv nævne masser af film, der vrimler med perverse optrin, og som jeg holder meget af – men for mig er det at støde og provokere ikke i sig selv en kvalitet, hvis ikke det er hængt op på noget større. Eller hvordan man nu skal formulere det. Film, der alene er lagt an for at provokere, uden uddybning af hvorfor provokationen er nødvendig, eller hvis underliggende morale jeg ikke kan integrere i mit personlige system, kan jeg ikke bruge til noget. Jeg anerkender – modsat JC – at andre muligvis vil kunne gøre det, men jeg kan ikke selv.
Et par eksempler: En film, jeg holder meget af, er Ken Russells ”The Lair of the White Worm”. Jeg holder af den netop på grund af dens onde stemning – altså det finurlige blink i øjet, der signalerer, at Russell dybest set holder med the bad guys. Men i Russells film er det netop en pointe, at god-ond-dialektikken måske ikke er så enkel endda, som vi er vant til at tænke den. Det samme gør sig gældende i ”Exorcist III”, en anden af mine favoritfilm.
Ingen af disse film er moraliserende, men de indeholder en morale – og den, moralen, udgør en tyngende grund til, at jeg holder af dem. I ”White Worm”s tilfælde vedrører moralen seksualitet, i ”Exorcist III”s tilfælde vedrører den, bl.a., ligegyldigheden som den helt store dræber i tilværelsen. Fornemmelsen af ondskab er altså berettiget, fordi den er nødvendig til at sætte spørgsmålstegn ved udbredte værdinormer. På den måde kunne jeg nævne mange ”subversive” filmkunstnere, jeg holder af – ikke mindst Hitchcock. Hitchcock er i det hele taget central i forhold til diskussionen, fordi han repræsenterer en alternativ vej i forhold til de to yderpoler ”ren moralfilm” og ”ren provokationsfilm”.
Berettiget ondskab/vold/splat osv. tager jeg også gerne imod. Her er der, som i de to film du nævners tilfælde, en stillingtagen, reflektion tilstede hos dig. En form for intellektualisering af volden, noget jeg selv genkender. Men ved netop at interlektualisere disse følelser, er oplevelsen en helt anden, og noget kan gå tabt, som fx de rene følelser, gode som dårlige. I tilfældet "MSP", er der (næsten) tale om ren volds tour de force i følelsernes vold, og netop denne mangel på reflektion og intellektualisering (mens filmen står på) er for mig en kvalitet - altså vold for voldens skyld - følelser for følelsernes skyd. At der efterfølgende selvfølgelig opstår reflektion osv. er da naturligt, som de tænkende og film-reflekterende mennesker vi er
gorzelak skrev:Bemærkningerne om ”observations-film” er (også) interessante. Igen ved jeg ikke rigtigt, om jeg er enig. Når vi taler om den rene ”observations-film”, tænker jeg, er vi ovre i kunstgenren, i al fald kan jeg ikke umiddelbart komme i tanke om nogen fiktionfilm, der lever op til betegnelsen. Og spørgsmålet om kunst og moral er (måske) et lidt andet. Men en fiktionsfilm indebærer altid, som minimum, et valg fra de ansvarliges (for at bruge et lidt unødvendigt tungt udtryk) side, at de vil vise publikum noget. Man kan (måske) vise noget uden at tage eksplicit stilling til, om det er moralsk forkasteligt, men selve valget af, at man vil vise det, er altid moralsk. Det er netop ikke hvad som helst, man vil vise, men noget bestemt og i en bestemt hensigt. Hiver man et foto af et eller andet ubeskriveligt grænseoverskridende frem under et cocktail party, er handlingen så moralsk? Jeg ville svare ubetinget ja. Fordi den implicitte idé er, at man vil overskride grænser, og moralen at disse grænser bør overskrides.
Her igen et tilfælde af, at man hverken som filmskaber eller publikum, kan frasige sig en reflektion ifh. til et givent emne, hvilket igen hænger sammen med den subjektive oplevelse - det en film, som muligvis "MSP" bl.a. kan bidrage med er rene følelser... i dette tilfælde noget perverterede, men ikke destro mindre rene, og dette er for mig at se super cool. Samme rene følelser sidder man ikke med, når fx "Henry" eller "Ondskabens Øjne" glider over skærmen - her er der i filmens storyline langt op til en vurdering af og karakterisering/begrundelse for handlingerne . Og endnu en gang bevæger vi os ind i morale og etik land...
Hmm, mere mundlort - i et forum på nettet... word up
: man 14. jan 2008 11:21
