[Max Demian]

Jeg er blevet i tvivl om min egen rationelle dømmekraft efter at jeg forleden så ALUCARDA, LA HIJA DE LAS TINIEBLAS. Som langt fra imponerede mig, ja nærmest blev jeg forarget (ikke moralsk) over den ringe kvalitet. Aldrig har jeg været så ikke-involveret en film, hvilket var en prøvelse da den var mindst en time for lang. Dialogerne i Bloodfeast virker næsten naturlige i forhold til det her. Ufrivillige morsomheder er ikke morsomme gennem 90 minutter især ikke i en film så forsøger at tage sig selv alvorligt, måske matchede det de over artikulerende zooms og klipninger.

Det mest positive jeg lagde øjne til var nogle gode billeder og settings i starten af filmen hvor Alucarda og Justine kvidrer semierotisk rundt ved skovbrynets grønne græs kant? Jo der var også noget sjovt Nietzsche inspireret bævl fra Alucardas side da hun i skriftestolen bekender og forbander Fader Lázaro før at dyrke døden frem for livet og det der. Well om så Juan López Moctezuma så havde været elev af Obi wan kanobi bliver det ikke en god film om der så er røvpul med eller ej. Dette i mine øjne makværk får 6.2 på IMDB og 4 VHS her på uncut. Det er første gang jeg oplever at jeg selv er i så stor opposition. STOP WHINING!

Okay er der andre der tænker det samme?

[Vang]

Jeg er ikke helt så skeptisk, men kan sagtens se hvad du mener. Mikkel Harris gør også opmærksom på i anmeldelsen, at filmen, lige som alle film i øvrigt, nok ikke er for alle og enhver:

"Skuespillerne får tilsvarende det bedste ud af dilettanteriet. Tina Romero, der spiller Alucarda, er håbløs og skræmmende intens på samme tid, men det er naturligvis et spørgsmål om temperament, hvorvidt man kan lade sig gribe af præstationens delirium eller slår ud i larmende latter over amatørismen." (http://www.uncut.dk/show_review.php?review_id=1117)

Kassetterne (altså karakteren) synes jeg ikke du skal lægge så meget i. De skal altså ses som vejledende, og afspejler anmelderens synspunkt og begejstring, ikke en absolut målestok, hvorefter alle film i verden kan vurderes.

[Jack J]

Jeg må indrømme, at jeg ofte ikke forstår kritikken, at en film ikke er god, fordi skuespillerne spiller dilettantisk, eller overspiller, eller ikke er realistiske. Skuepladsen (altså filmmediet) er i forvejen kunstig. Det foregår ikke i den rigtige verden, hvorfor skulle det IKKE være dilettantisk, overspillet, sindssygt eller ikke-realistisk. Realisme og naturlige præstationer får jeg nok af i den virkelig verden, dét behøver jeg ikke nødvendigvis også i dette kunstige medie.

Det undrer mig, at et andet kunstmedie, nemlig malerkunsten, aldrig ville blive kritiseret for at være urealistisk eller gøre brug af for grelle farver, medens filmmediet ofte får på puklen for det samme. Er det et maleri, så er det i orden, fordi det er kunst eller fordi maleren ville udtrykke noget.

Smag og behag er naturligvis individuelt, men ALUCARDA er bestemt en af mine favoritter, netop fordi den er så overgearet og kunstig.

[Max Demian]

Din sammenligning med malerkunsten er sjov nok men din argumentation holder ikke. Naturligvis behøver filmen i sig selv ikke at fremstå 1:1 med virkeligheden. Jeg er godt klar over fiktionens præmisser. I Fassbinders første film var dialogerne bevist fremmedgørende i dets karikerede stivhed og der er selvfølgeligt mange andre eksempler. Det er som sagt helt fint hvis der er et formål med det og dernæst skal det selvfølgeligt også virke på publikum efter hensigten. De samme præmisser gælder for malerkunsten, ja generelt alle de æstetiske discipliner. Jeg kan absolut ikke se nogen ide i dilettanteriet. Men æstetiske overfølsomhed forhindrer mig i at abstrahere for skuespillet og nyde de til tider gode settings. Tina Romero er måske intens som Vang skriver. En intensitet som ville klæde hende bedre hjemme i min seng. (men det er vel smag og behag) Udover dette er det ikke bare skuespillet alene som er kritisabelt men det er en hel anden diskussion.

Men okay du skriver at du holder af filmen akkurat fordi den er så kunstig, måske virker den slags ufrivillig verfremdungssnask bare ikke på mig 

[Jack J]

Din sammenligning med malerkunsten er sjov nok men din argumentation holder ikke.

Jo, den gør.

Det er som sagt helt fint hvis der er et formål med det og dernæst skal det selvfølgeligt også virke på publikum efter hensigten.

Vrøvl! Det gælder kun, hvis man blindt følger stive regler, som man lærer på en filmskole eller en medieuddannelse. Der behøver hverken være formål eller at det virker på publikum. Når man har forstået, at man kan kneppe både formål og publikum i røven, SÅ kan man derefter begynde at lave kunst. ALUCARDA er stor kunst, netop FORDI den ikke følger, de stive regler, du taler om.

Som min gamle professor på den polske filmskole altid sagde: "Lær reglerne og pis dem derefter i ansigtet."

[Max Demian]

Det er aldeles ikke noget vrøvl! Det er den endegyldige sandhed Stive regler eller ej, hvis lortet ikke virker på mig virker det bare ikke, og jeg føler mig nu ikke specielt stivsindet. Man kan altid sige at man bare skal skide på reglerne og den slags. Jeg kan godt lide reglerne og jeg synes ikke at man skal sprænge reglerne, men kun presse dem til det yderste. Hvis at man skal kunne lide den film kræver at man laver en eller anden mærkværdig intellektualiseret konstruktion som jeg i mit stivsind ikke kan sætte mig ind i.

[Ovesen]

Jeg er med Jack.

Hvis man mener film skal virke efter en antagen "hensigt" er det nok ikke blandt psykotroniske midnatsfilm man skal lede.....

[Skøtt]

Jeg vil sgu også hellere se en dårlig film der er røget ud over kanten fordi folkene bag har forsøgt noget og så er gået for langt, end jeg vil se en middelmådig film uden ambition, men med håndværket i orden.

[Max Demian]

Jeg vil sgu også hellere se en dårlig film der er røget ud over kanten fordi folkene bag har forsøgt noget og så er gået for langt, end jeg vil se en middelmådig film uden ambition, men med håndværket i orden.

Jeg vil helst gerne undværre begge dele

[Vang]

Jeg vil sgu også hellere se en dårlig film der er røget ud over kanten fordi folkene bag har forsøgt noget og så er gået for langt.

Meget apropos... Jaws Revenge slutning http://www.youtube.com/watch?v=U4RnS8iegb0 (fucked up editing if there ever was one) og alternativ slutning, der ser en del bedre ud http://www.youtube.com/watch?v=YqiWWmAEfTA&feature=related

Herlig anmeldelse fra Gozzleren her: http://www.uncut.dk/show_review.php?review_id=1171

[Skøtt]

Jeg vil helst gerne undværre begge dele

Så tror jeg du skal prøve at undgå obskure psykotroniske film i fremtiden.

[Morbid Angel]

Jeg vil sgu også hellere se en dårlig film der er røget ud over kanten fordi folkene bag har forsøgt noget og så er gået for langt, end jeg vil se en middelmådig film uden ambition, men med håndværket i orden.

Et godt eksempel kunne være Terrence Malik's The New World, aldrig har jeg set en film så kedelig og intetsigende men ellers meget teknisk flot lavet.

Mvh

MA

[Skøtt]

Et godt eksempel kunne være Terrence Malik's The New World, aldrig har jeg set en film så kedelig og intetsigende men ellers meget teknisk flot lavet.

Jeg synes en stor del af nye film har netop det problem. Så vil jeg sgu hellere se et eller andet hvor kæden halvvejs hopper fuldstændigt af, end en eller anden komplet stilmættet ligegyldig sag. Så har man da i det mindste følelsen af at der findes en vision eller sjæl bag filmen.

[Jack J]

Det er muligt, det ikke har noget med sagen at gøre, men jeg vil sgu til enhver tid hellere se en Bruno Mattei end en Fassbinder.

[nightshadow]

Også jeg!!!