[gorzelak]

Og jeg anmelder KUN det, der følger med anmeldereksemplaret.

Hvorfor det? Hvis det at anmelde film blot var et simpelt job for dig, noget som du gjorde blot for pengenes skyld, så kunne jeg forstå holdningen, men da du jo anmelder for Uncut uden at få noget for det pengemæssigt, så går jeg ud fra, at årsagen er, at du har en personlig interesse i genrefilm og gerne vil udbrede kendskabet til disse.

Hvis du ved, at en film har en tilhørende booklet, hvorfor så ikke nævne dens eksistens som hjælpsom info over for læseren? At nægte at omtale den, blot fordi den ikke fulgte med anmeldereksemplaret, ville jeg som sagt kunne forstå, hvis du fik penge for det (og dermed blot gav udgiveren det, som han betalte for), men idet du jo gør det gratis for at udbrede kendskabet til genrefilm, så kommer det da til at virke modsat; din information til læseren bliver mere mangelfuld end den kunne have været, hvis du havde nævnt det ekstramateriale, som du var bekendt med eksisterede, men ikke fik tilsendt.

Jamen, det er da netop fordi, at jeg skriver ulønnet og så at sige interesse-drevet, at jeg ikke føler pligt til at optræde som opremsende serviceorgan over for læseren (eller rettere: for distributøren), men kan koncentrere mig om de ting, der interesserer mig. Mine egne personlige grunde til at anmelde har i udgangspunktet ikke meget med kommentarspor og booklets at gøre, og jeg er klart mere interesseret i at udbrede kendskabet til filmoplevelser end til filmudgivelser. Den slags hjælpsom info, du refererer til, er jeg tryg ved, at forbrugeren kan finde frem til lige så uproblematisk som jeg, om ikke andet så ved at opsøge DVD'en i butikken.

For hver Profondo Rosso er der 10 film a la Steel Trap, The Cave, Hostel, Tortured osv., som skal siddes igennem - og anmeldereksemplarer er for mange filmanmeldere det eneste, der lugter bare lidt af løn. Hvis distributøren ikke synes, at omtalen er mere end en skrabet test disc værd, lægger det klart en dæmper på min lyst til at udbrede mig om købeudgavens eventuelle fortræffeligheder - og jeg føler mig i al fald slet ikke forpligtet til det, hverken over for læser eller distributør. Uanset, hvor begejstret jeg i øvrigt er for genrefilm.

[Skøtt]

Jeg har rent faktisk lige takket nej til at skrive booklets til nogle af AWE's kommende Jesus Franco-udgivelser, simpelthen fordi jeg netop ikke følte, at jeg vidste nok om mandens produktion!

For at citere Kyle Broflovskis mor: "Whawhawhat!"

Det er gået min næse forbi. Ved du hvilke titler, vi kan forvente?

Vist nok Venus in Furs, 99 Women, Justine & Eugenie (den m. Rohm). Jeg har i hvert fald skrevet til Venus in Furs om Francos jazz-kamera og den frie association mellem temaer - og det bliver måske til et booklet til om hans smækre kvinder, såfremt tiden er til det.

I forhold til diskussionen:
Det der med at være anmelder, har altid stået for mig som et lidt luset/usselt erhverv. Især når man skal give dårlig kritik. For man kan være sikre på, at uanset hvor ringe en film kan synes, er der lagt hjerteblod og svedt for sagen. Det er ikke nemt at lave film - det er meget nemmere at anmelde dem. Derfor følger der et vist ansvar med ethvert journalistisk-betonet hverv. For mig at se, er det for så vidt muligt at kunne anskue værket fra en anden vinkel end læseren umiddelbart ville være i stand til - fx ved at have researchet eller - optimalt set - være ekspert. Men disse elementer skal bruges til at vurdere værket, frem for at lirre information af, som blot underbygger illusionen om at personen der skriver har et bredt kendskab til det der skrives om. Det kan være historisk, stilistisk eller på anden vis. Anmelderen bliver nødt til at have autoritet i det felt han vælger at belyse filmen ud fra. For mig at se, er det et generelt problem at anmeldere forsøger at påtage sig en autoritet, som de reelt set ikke besidder.

Jeg havde en diskussion med Mads og Nils den anden dag om Rikke Schubart, der engang i sin undervisning antydede, at før Kill Bill var kun hende og nogle få andre, der havde set Lady Snowblood - og at 'nu var filmen jo tilgængelig for enhver'. For det første er det yderst tvivlsomt, at hun har haft fingrene i den ganske rigtigt enormt svært opdrivelige titel. For den andet, hvad er det så eksakt som man har haft adgang til, med mindre man så filmen i biografen dengang den havde præmiere (dette kan sågar diskuteres, om det giver nogen 'unik' tilgang til filmmediets materiale). Jeg mener: Eksempelvis er Argento-film bredt tilgængelige - der er ingen undskyldning for ikke at have set dem. Ligesom der ikke er nogen der har 'krav' på dem, bare fordi de så dem ti år før alle andre. Det er meget få mennesker der har været tilstede ved originale visninger af genrefilm generelt.
Men altså: HVIS man så ikke har fået nosset sig sammen til at se filmene, må det da være ens pligt at forsøge at finde det der er en vinkling på materialet. Alle anmeldere har vel set en hitchcock-film eller ti? Så lad da det være udgangspunktet istedet for en masse slør omkring filmen, hvis det nu skal være.
Nå, det må være nok herfra - det kom lidt off-topic atter engang.

[Thomsen]

Vist nok Venus in Furs, 99 Women, Justine & Eugenie (den m. Rohm). Jeg har i hvert fald skrevet til Venus in Furs om Francos jazz-kamera og den frie association mellem temaer - og det bliver måske til et booklet til om hans smækre kvinder, såfremt tiden er til det.

Fedt! Din booklet er nok til at sælge titlen til mig. Jeg har nydt den introduktion til Franco, jeg har fået gennem de film, vi har set sammen hos Thure.

Det er også på høje tid, at jeg får købt nogle flere af hans film hjem. Jeg tror faktisk kun, at jeg ejer GRITOS EN LA NOCHE i forvejen.

I forhold til diskussionen:
Det der med at være anmelder, har altid stået for mig som et lidt luset/usselt erhverv. Især når man skal give dårlig kritik. For man kan være sikre på, at uanset hvor ringe en film kan synes, er der lagt hjerteblod og svedt for sagen. Det er ikke nemt at lave film - det er meget nemmere at anmelde dem. Derfor følger der et vist ansvar med ethvert journalistisk-betonet hverv.

Man skylder bestemt filmskaberne at tage deres værk alvorligt. Men jeg mener ikke, at de skal behandles med fløjlshandsker, blot fordi det er særligt hårdt at lave film. Anmeldelsen er i sin grundsubstans forbrugeroplysning: Hvilke film er værd at gå i biografen og se eller købe hjem på dvd, og hvilke er ikke. At den gode anmelder kan udbrede kendskab til noget overset eller åbne film for et publikum, der ikke nødvendigvis ville have valgt at bruge tid og penge på værket, er en bi-ting. Hvis ikke filmen leverer på den ene eller den anden måde, så fortjener læseren også at få det at vide - uanset at instruktøren har måtte lade sig skille for at kunne gøre sit værk færdigt, eller at dvd-distributøren har måtte slå sin sparegris i stykker - og endnu mere vigtigt - uanset om værket svarer til instruktørens intentioner, eller er endt som amputeret og forkrøblet pga. ydre omstændigheder. Det er slutresultatet, der tæller. Man gør ikke nogen en tjeneste ved at lyve. En lort lugter stadigvæk skidt, selvom man pynter den med flitterstads.

Desværre har en stor del af anmelderstanden netop en tendens til at behandle film lidt for pænt herhjemme, i hvert fald når det gælder danske produktioner. Man ser meget sjældent, at en dårlig dansk film får mindre end en "lidt under middel"-bedømmelse. Og det sker i min optik netop, fordi branchen er lille. Alle ved, hvor hård den er, hvor svært det er at komme til at lave en film, og hvor ødelæggende det kan være for en ung instruktørs karriere at både tabe publikum og kritikere på gulvet. Når det endeligt sker, at der trykkes en gedigen nedsabling, så er det så usædvanligt, at det tages op i andre medier, og kritiseres offentligt af producenterne (jvf. fx EKKOs anmeldelse af DIREKTØREN FOR DET HELE eller Lars Bukdahls meget omdiskuterede kritik af en dansk thriller sidste efterår).

Anmelderen bliver nødt til at have autoritet i det felt han vælger at belyse filmen ud fra. For mig at se, er det et generelt problem at anmeldere forsøger at påtage sig en autoritet, som de reelt set ikke besidder.

Det er vel et naturlig resultat af hele Web 2.0-bølgen og den såkaldte demokratisering af internettet: Det bugner med filmsites, og nye skyder til stadighed op. Der er en konstant jagt på folk, der gerne vil skrive og rige muligheder for dem, der vil, at få afsat deres materiale. Hvor det før krævede en indsats, fx i form af at tage sig tid til at producere sit eget fanzine, så kan enhver kan slå sig op som filmanmelder, det kræver blot, at man kan formulere sig nogenlunde skriftligt (og tilsyneladende nogle gange ikke engang dét) og en konto på en af de mange gratis bloghostingsider. Eksperter er i lav kurs og mistros generelt.

Jeg håber ikke, at rygterne om Web 2.0's snarlige død er stærkt overdrevne. Det ville være rart, hvis der blev ryddet lidt ud i det værste ukrudt, og en større professionalisme og seriøsitet kunne komme på banen som erstatning.

[Jack J]

Jeg håber ikke, at rygterne om Web 2.0's snarlige død er stærkt overdrevne.

Uddyb! (jeg er nemlig ikke fulgt med og ikke hørt noget om det)

Fine indlæg allround
Gorzelak; okay, jeg ser, hvad du mener (ifm omtale af ikkemedsendte sager).

[Skøtt]

Man skylder bestemt filmskaberne at tage deres værk alvorligt. Men jeg mener ikke, at de skal behandles med fløjlshandsker, blot fordi det er særligt hårdt at lave film. Anmeldelsen er i sin grundsubstans forbrugeroplysning: Hvilke film er værd at gå i biografen og se eller købe hjem på dvd, og hvilke er ikke. At den gode anmelder kan udbrede kendskab til noget overset eller åbne film for et publikum, der ikke nødvendigvis ville have valgt at bruge tid og penge på værket, er en bi-ting. Hvis ikke filmen leverer på den ene eller den anden måde, så fortjener læseren også at få det at vide - uanset at instruktøren har måtte lade sig skille for at kunne gøre sit værk færdigt, eller at dvd-distributøren har måtte slå sin sparegris i stykker - og endnu mere vigtigt - uanset om værket svarer til instruktørens intentioner, eller er endt som amputeret og forkrøblet pga. ydre omstændigheder. Det er slutresultatet, der tæller. Man gør ikke nogen en tjeneste ved at lyve. En lort lugter stadigvæk skidt, selvom man pynter den med flitterstads.

Jeg tror nærmere jeg mener, at det handler om respekt overfor filmmediet. En respekt, der bør udmunde i at man som anmelder har sat sig ind i sagerne. Netop det med intentioner der ikke altid lykkedes er for mig at se en stor del af fx Jess Francos projekt. At han virkeligt ØNSKER at lave ambitiøse film, og laver dem uanset om budgettet er der eller ej - og derfor til tider kun lykkedes delvist (hvilket tillige fremgår i Booklettet samt min anmeldelse på Uncut af Virgin among the living dead: http://www.uncut.dk/show_review.php?review_id=1857 ). Man bør være nok inde i tingene til at kunne gennemskue, og sågar se igennem fingre med de mislykkedes ambitioner - ellers forstår man ikke værket som kunst, hvilket gode film i sig selv vel er. Og et kunstværk er aldrig udtryk for en opfyldt utopi, men derimod en stræben efter en indre lyst, og et glimt af noget dirrende og fantastisk inde i værket.

[Nicolai]

3) Jeg tror du misforstår min omtale af effekterne, Nicolai. Film fra 70'erne HAR dårlige effekter, der ikke ser nær så realistiske ud som dem, vi ser i dag, men som jeg også nævner, så virker effekterne i Profondo Rosso alligevel - også den dag i dag!

De fleste effekter er naturligvis ret dårlige, da filmen har 35 år på bagen...

Det jeg protesterer mod er dit "naturligvis" samt din absurde generalisering, som nu er blevet udvidet til det endnu værre "Film fra 70'erne HAR dårlige effekter...". Jeg har endnu ikke set "Profondo Rosso" og er derfor ikke i stand til at diskutere, hvorledes effekterne tager sig ud i denne film. Men jeg kan slet ikke følge din tankegang. Er realisme et krav, for at effekter skal kunne betegnes som gode uanset genre, stil og andre former for kontekst? (Her kunne man så begynde at diskutere, hvad definitionen på realisme i film- og effektmæssig sammenhæng er, hvilket utvivlsomt ville afføde en længere diskussion af vanlig episk og uendeligt forumformat.)
Så du synes måske også, at "Alien" har dårlige effekter (læg dertil et hav af andre eksempler på film fra 70'erne)?

Jeg synes desuden, at du modsiger dig selv lidt. Du konstaterer, at effekterne i "Profondo Rosso" er dårlige, men at de alligevel virker.

Hvad diskussionen vedr. titel og lignende angår, så synes jeg, at det er mere interessant, hvorvidt faktuelle fejl og mangler bliver rettet og tilføjet eller ej, end hvorvidt de bliver begået (for den slags sker jo for selv den bedste). Og det kan jeg så konstatere, at de ikke er blevet i din anmeldelse. Ja, man kan slå alting op nu til dags, men hvorfor mange anmeldere ikke sætter en ære i, at de oplysninger, de videregiver til læserne, er helt korrekte, forstår jeg ikke.

[Thomsen]

Skøtt--> Ja, når du ligefrem insisterer på at bruge argumenter, så kan jeg jo ikke modsige dig. Æv...

Nicolai--> Den med effekterne forstår jeg heller ikke. Men jeg er stødt på den mange gange før på forskellige boards, også når talen falder på fotograferingen eller skuespillet. Det er som om, at nogle insisterer på, at film er en progressiv kunstart, der kun bliver bedre og bedre hele tiden, og at ældre film derfor nødvendigvis må være teknisk dårligere end nye.

Ang. blodet i Profondo Rosso, jeg skal ikke kunne sige det med sikkerhed, men jeg kunne forestille mig, at Argento og co. udmærket har vidst, at blod ikke så sådan ud, dengang de lavede filmen. Men der kan jo være andre hensyn end de rent tekniske. Fx. kan den stærke farve være et rent æstetisk valg. Det kan også være motiveret i eksterne faktorer, fx at den italienske censur ikke tillod brugen af realistisk blod på det tidspunkt. Jeg ved det ikke. Men mærkeligere ting er da hændt.

[Vang]

Ang. blodet i Profondo Rosso, jeg skal ikke kunne sige det med sikkerhed, men jeg kunne forestille mig, at Argento og co. udmærket har vidst, at blod ikke så sådan ud, dengang de lavede filmen. Men der kan jo være andre hensyn end de rent tekniske. Fx. kan den stærke farve være et rent æstetisk valg. Det kan også være motiveret i eksterne faktorer, fx at den italienske censur ikke tillod brugen af realistisk blod på det tidspunkt. Jeg ved det ikke. Men mærkeligere ting er da hændt.

Sjovt nok har netop blodets urealistiske karakter altid stået for mig som en af filmens styrker. En af mange. Og understreger blot værkets mareridtslogik: Blodet ligner ikke virkeligt blod, men blod i et mareridt eller en fantasi. Eller måske et grotesk dukketeater eller en tegneserie. Uanset hvad ser jeg det som en stærk pointe, at det IKKE skal fremstå som virkeligt.

[mikkelsvendstrup]

skriver du selv anmeldelser, Jack J (og Thomsen)??

Jack må udtale sig på egne vegne, men for mit eget vedkommende var jeg medredaktør på Mifune, dengang det eksisterede. Siden er det ikke blevet til det store, mest pga. tidsmangel: lidt småtteri for Ekko og en enkelt booklet for AWE (og så kom jeg faktisk også til at love Mikkel m.m., at jeg ville sende noget ind til Uncut - efter adskillige øl under AWE's Halloween-arrangement). Så nej, pt. skriver jeg ikke anmeldelser, men jeg har da nogle års erfaring på området.

Ja, din slambert kan du så komme i sving. Skal vi snar drikke flere øl?

[Thomsen]

Hahaha, jeg har faktisk ville kaste mig ud i det flere gange, men hver gang jeg finder en film, jeg har lyst til at skrive om, opdager jeg, at der allerede ligger en anmeldelse her.

Men jeg er faktisk ved at koge en anmeldelse af Massimo Pupillos IL BOIA SCARLATTO sammen. Den er der tilsynelandende ikke nogen, der har smidt sine klamme hænder på endnu.

Og ja, selvfølgelig skal vi da snart drikke nogle øl. Jeg er efterhånden også ved at være ædru efter sidst.

[Jack J]

Endnu en anmeldelse, ikke online, men i gammeldaws papirudgave. Barbano har anmeldt den i det nye Ekko og gir den topkarakter for både film og udgivelse.

[Nicolai]

Så er der omtale hos dvd-bæveren af Arrow Videos udgave (som også rummer Rostocks kommentarspor):

Arrow's HD-mastered transfer is not quite the massive leap in quality one was hoping for. The image certainly is sharper and brighter (the brightness may place too much emphasis on an early reveal for repeat viewers). The differences in color timing between the Arrow and Anchor Bay transfers is slight but interesting (rather than ruinous) but the Anchor Bay transfer does have more peripheral information. There is some stair-stepping on the director's cut that is not evident on the theatrical cut, but the theatrical cut has two brief passages of interlaced combing during the car scene and the following re-enactment scene in the theatre (these bits are unaffected in the director's cut). Hopefully, the upcoming Blu-Ray (HERE) does not have these issues.

The Italian 5.1 track is not very impressive (but it was a mono film). The 2.0 Italian track and the composite English/Italian stereo/mono track are just fine (as are the optional English subtitles). The theatrical cut (actually the English export version) was reconstructed from the HD master but is framed differently with thin side mattes. The English track is accompanied by optional English subtitles. The Italian opening credits (on the director's cut) and the English opening and closing credits on the theatrical cut (as well as the English text inserts) are sourced from SD sources and sometimes exhibit softness and chroma noise. Both versions feature the motion backgrounds during the closing credits.

Arrow announced their DVD and Blu-Ray (HERE) editions for November but pushed it back to December in order to add the English-language commentary by Thomas Rostock (originally produced for the Scandanavian Another World Entertainment 2-disc edition, which featured an NTSC-PAL transfer of the director's cut). All previous director's cut DVD editions had been NTSC-PAL transfers since the 2000 Anchor Bay transfer had been telecined in standard definition NTSC (the UK Platinum Media edition had been native PAL but it featured burnt-in subtitles and was cropped to 1.85:1). A WMV-HD edition was released in Italy paired with their DVD release of the director's cut but Arrow's edition is the first DVD/Blu edition of the director's cut to be transferred from HD (Arrow's version of the export cut is reconstructed using this master and the standard-definition English titles).

Rostock's commentary is indeed a welcome addition as it provides not only analysis of the film but also great background detail (Marc's students in the opening sequence were actually those of co-composer Giorgio Gaslini, and that Lino Capolicchio was originally slated for the lead). The commentary is backed by the Italian track so it may be useful to watch the commentary with the English subtitles on since Rostock points out and pauses for some dialogue in the film. He also quotes from the script (pointing out that some things that are unclear in the film are pointed out as being ambiguous in the script) and informs us that the bathroom murder scene was shot by Aldo Tonti.

[...]

While the transfer is not a massive improvement, the Arrow set is worth picking up for the Rostock commentary (both the SD and Blu-Ray editions may be cheaper to import than the Another World Entertainment set), new interviews, and native PAL (rather than NTSC-PAL) transfers.